At opnå harmoni

At overkomme en opgave

Hvordan spiser man en elefant? En bid af gangen. 
Kender du det afrikanske ordsprog, der umiddelbart er klart og logisk, men alligevel virker irriterende i sin enkelthed? 
For mit eget vedkommende har det i hvert fald været noget lettere sagt end gjort. 

Hvordan kommer jeg derhen i livet, hvor jeg ønsker at være? Hvordan klarer jeg den næste opgave, deadline, eksamen, projekt osv, osv?

Jeg er udstyret med et sind, der prøver at regne det hele ud på forhånd. Det er nok noget mange genkender og en måde at være i verden på, der skal sikre os mod at begå fejl. 

Når sindet lægger planer

Der kan være mange årsager til, at vi ender med at være i livet med et sind, der hele tiden prøvet at være et skridt foran. 

Måske er du vokset op et sted, hvor det har handlet om at skulle til fredsstille andres, fx mors og fars, forventninger til dig.
Måske har der været stor uforudsigelighed i hjemmet, og du har prøvet at regne ud, hvordan du kunne undgå ballade eller straf. Måske har du kun fået anerkendelse, når du gjorde det (ifølge de voksne) rigtige.  

Lige meget hvorfor og hvordan, så ved jeg, at sindet for manges vedkommende gerne vil kende fremtiden. Det prøver at gennemskue og forstå. Det planlægger, forberede sig, lægger strategier. Forudser alle mulige (og umulige) måder, det kan gå galt på. Prøver at komme det i forkøbet. Laver en plan b og c og d… 

En kæmpe hæmsko

Hvis vi har meget med os, der frygter konsekvenserne af at tage fejl/fejle, så kan ønsket om at overskue det hele, med tiden, blive en kæmpe hæmsko. En mekanisme, der har skulle sikre os og give os tryghed, men som nu afholder os fra at forfølge vores drømme, eller nå vores mål. 

Jeg selv kan huske, hvordan jeg havde svært ved at komme i gang med de større opgaver i skolen. Det var den slags opgaver, hvor konklusionen ikke var givet på forhånd. Jeg havde så meget modstand på at bevæge mig ud på ukendt grund. Jeg vidste ikke dengang, at det var angst, men i dag kan jeg se, at problemerne udsprang af mit behov for at have kontrol og for Guds skyld ikke at fejle. 

Det blev lettere med tiden. Mest fordi jeg lærte en masse teknikker til alligevel at føle mig i kontrol, selvom at jeg gav mig i kast med større projekter, men jeg fik efterhånden også set, at mekanismen ikke kun gjorde det svært i skolemæssige sammenhænge. 

En mekanisme der viste sig i alle dele af livet

Den flugte med ind i alle dele af livet. Den stod parat til at afholde mig fra at søge de jobs, jeg virkelig ønskede, for hvad nu, hvis jeg ikke kunne leve op til kravene? At skrive de artikler, jeg havde lyst til, for hvad nu, hvis de provokerede nogen? Og i det hele taget gøre de ting, der føltes ret i hjertet (da jeg fik adgang til at mærke hjertet – det tog nemlig også lang tid). 

Det hele var aspekter af ikke at måtte fejle og viste sig grundlæggende at stå i vejen for, at jeg kunne leve et liv i frihed.

Angsten viste sig alle steder. 
Ikke angst som angstanfald eller sygdom. Men angst, der, som en subtil pejlepind ind gennem mit liv, afholdt mig fra at være spontan og tro mod hjertets sandhed. 
Ikke mindst og særligt i forbindelse med større projekter. Når jeg ikke kunne forestille mig målet, eller hvordan jeg skulle komme i mål, så blev det ikke til noget. Senest har jeg mærket angsten snige sig ind i forbindelse med mit ønske om at blive selvstændig.

At flyde med

Livet er som en flod, og vi er alle faldet i den. Nogen lærer at svømme og kan blive rigtig gode til det – men lige meget, hvor gode svømmere vi er, så kan vi ikke bestemme flodens bevægelser og rytme. Vi kan ikke bestemme dens retning, og vi kommer til kort, hvis vi prøver at svømme på en bestemt måde og i en bestemt hastighed. 
Det er først når vi opgiver teknikkerne og metoderne og begynder at flyde, at der kommer harmoni. Det kræver, at vi tør stole på os selv og vores egen indre kerne. At vi har tillid til at livet bærer os, selvom at vi ikke gør noget. 

I bund og grund er der ingen, der kan forudse livet, og jeg øver mig hver dag på at flyde med. Tillade hvad der dukker op og bruge det ind i et fuldt og helt liv. 

Jeg behøver ikke kende fremtiden. Jeg dør ikke af at fejle – ofte opdager jeg, at det, som sindet så gerne vil kalde fejl, i virkeligheden er dyrbar læring – og jeg behøver ikke at kæmpe. 

Livet søger altid den højeste version af sig selv. Min opgave er at tillade det og flyde med.

Elefanten skal ikke spises

Jeg har måtte finde mit center og i det erkende, at der er en større kraft, der holder mig flydende. Jeg har måtte lære at have tillid til den kraft, og jeg har stødt hovedet på mange af de sten, der har ligget i floden. Men det har vist sig, at det har været fordi, jeg er begyndt at svømme igen. Når jeg flyder, så glider jeg lige så stille forbi. 

Så opdager jeg, at fra det dybeste sted, behøver jeg slet ikke at spise elefanten. Så følges vi blot som to rejsende, der udveksler erfaringer undervejs. Liv der udveksler med sig selv. Ingen opgave og opgaveløser. 

Ikke noget at overvinde. 

Blot liv, der hele tiden søger den højeste mulighed for sig (og dermed mig) selv.

Om Namah Shivaya.

Med ønsket om sandhed, tilgivelse og frisat liv for alle væsner på alle planer.