Rygsækken

Den inderste sandhed

Vejen ind i realiseringen er forskellig for alle, fordi vi med vores unikke væsner oplever og sanser verden helt forskelligt. 

Derfor kan det være helt umuligt at sammenligne med andre, og når du går vejen, er det er da også på mange måder et spørgsmål om, at du må lære at lytte til dit eget indereste.

I dit inderste væsen har du al visdom. Her kender du sandheden, og du er ikke i tvivl om, hverken dine ønsker eller valg. 

Problemt er bare, at det nogen gange kan være meget svært at få adgang til at høre den inderste stemme og alt for ofte, får egoet taget mikrofonen og vist os bort fra den sandhed, vi bærer i hjertet.

Men hvordan kan vi blive bedre til at lytte? Hvordan får vi adgang til vores egen inderste sandhed? 

Dørene

Igen er vejene forskellige, men en ting der gælder for alle er, at man kan se vejen som gående gennem forskellige døre, der med tiden bliver mindre og mindre.

På vores ryg bærer vi alle en rygsæk med vores samlede erfaringer, overbevisninger, fortællinger, traumer, dogmer og ideer. 

Den rygsæk er vi løbende nødt til at pakke ud for at afgive noget af vores bagage, for er rygsækken for stor, så kan vi ikke komme gennem næste dør ind i erkendelsen.

Det er på en måde også fyldet i vores rygsække der, gør, at vi ikke kan høre vores indre stemme, og som vi aflægger vores bagage vokser den lige så stille frem, så vi til sidst kan høre den. 

På en anden måde kan man sige, at vi skræller de lag af, der står mellem os og vores dybeste sandhed og natur.

Bagagen i rygsækken

For mig selv har rejsen nogen gange været ekstrem og har til tider krævet mange timer med gråd og selvransagelse og en af de helt store byrder, jeg bar med mig i starten, handlede om min datter.

Min datter er født med en hjerneskade, og hvad jeg ikke havde erkendt på det tidspunkt var, hvor stor en sorg det havde været for mig at få hende. Jeg elskede hende over alt på jorden og ville ikke se at der også havde været et stort tab.

Et barn som ikke fandtes

Jeg blev klar over at sorgen var en sorg over at have mistet et barn. Det var et barn, som ikke fandtes, men som i mig var blevet meget levende gennem et helt liv, siden jeg som barn havde gjort mig forestillinger om moderskabet og frem til alle de tanker og forventninger, der fulgte med min graviditet. 

Sorgen bragte mig ud i sammenligning og betød, at jeg, på trods af enorm kærlighed til min pige, ikke så hende klart, som den smukke og unikke sjæl hun er, og jeg blev klar over, at vi havde problemer i relationen, fordi jeg i bund og grund ikke anerkendte hende 100 %. 

I en lang periode havde hun været udadreagerende og svær at håndtere, og jeg forstod ikke, hvad der var galt. Blot oplevede jeg, at jeg blev mere og mere magtesløs over for hendes opførsel, med dyb sorg til følge.

Det var ubevidst i mig, men første gang jeg deltog i en svedhytte hos Mester Tempeldal, pegede han lige ind i min dybe sorg, og den betydning, som sorgen havde for os begge.

Dagbogen

Teksten jeg deler i det følgende, er fra min dagbog, som på nuværende tidspunkt er under redigering for at blive udgivet med titlen, Kun Gud er.*

Erkendelsen

“Mens bålet brændte og stenene blev klar, gik vi ind i yurten, hvor Mesteren lavede en trommerejse.

Da trommen begyndte, blev jeg ved med at se en mand med et barn i armene gå væk fra et ulykkessted. 

Det gik op for mig, at barnet var dødt, og at det var mit barn. 

Erkendelsen kom med en bølge af sorg, der rev alt væk under fødderne på mig, og jeg tudbrølede. 

Jeg så, at barnet var det barn, jeg mistede, da jeg fik Klara, og det gik op for mig, at jeg havde lidt et dybt tab dengang jeg fik hende. 

Et ide-barn

Det var tabet af et barn, der i bund og grund blot var en ide, skabt gennem et helt liv, siden jeg som helt lille gjorde mig forestillinger om at skulle være mor. 

Som voksen har ønsket om at få et barn forstærket ideen, og forestillingen om moderskabet samt de tanker og følelser, der var under graviditeten har samlet skabt et “ide-barn” – det barn, som jeg troede, at jeg skulle være mor til. 

Intet er blevet som forventet, og nu fik jeg vist, hvordan et barn, som aldrig har været, nu alligevel måtte begraves.

Begravelsen

Scenen skiftede, og jeg stod foran en lille grav med Klara i hånden. Det døde barn blev båret frem og lagt i graven, som blev overhældt med jord. Jeg lagde en lille blomst ovenpå den, og vendte mig rundt og gik væk, stadig med Klara i hånden. Det var ekstremt sorgfuldt, men jeg forstod, at hun var nødt til at blive lagt til hvile. 

Hun var ikke virkelig, og hun forhindrede mig at se Klara helt klart. 

Jeg har ubevidst hele tiden sammenlignet Klara med hende, som aldrig var, og jeg har følt dyb sorg ud fra en ubevidst ide om, at Klara ikke var den, hun burde have været.

Jeg har ikke været bevidst om, hvad jeg gjorde, eller hvad jeg bød hende ved ikke at acceptere hende 100%, som hun er. Det gjorde mig ekstremt ked af det, og jeg græd voldsomt i lang tid, men jeg er også dybt taknemmelig over, at jeg har fået muligheden for at se det, forløse og gøre det anderledes fremover.

Jeg begravede en del af mig selv med det barn, og selvom det var ekstremt sorgfuldt, og at jeg stadig i skrivende stund mærker sorgen, så er der sket en dyb healing og forløsning. 

Jeg har en forventning om, at mit forhold til Klara vil ændre sig nu, hvor jeg endelig kan se hende helt tydeligt og glæde mig over hendes væsen, uden at ønske det anderledes. 

*Der tages forbehold for de ændringer der måtte opstå i redigeringsprocessen.

Glædelig Guru Purnima

GURU PURNIMA

I morgen den 5. juli fejrer man i Indien Guru Purnima.

Det er en fejring af, at Guruen er trådt ind i verdenen som menneske, for at guide mennesker med sit Lys.

Det er Guds indtræden i verdenen og den dybe velsignelse det er for mennesker, at Gud går på jorden, der her takkes for.

Det er en stor og vigtig fest til ære for alle Guruer gennem tiden.

Når jeg vælger at snakke om festen her, er det fordi det er en mulighed for os alle at fejre Guruen, forstået som både Lyset og lærermesteren i vores liv og indre.

Det er også for mig selv at fejre den Mester, der gennem uendelig kærlighed og tålmodighed har vist mig ind i midten af Guds rige. En fejring af Min elskede Mester Tempeldal.

Læs mere

Guds bog

Gud er en bog, hvori livet bliver skrevet. Gud er den, der selv skriver bogen, og den, hvori bogen blev skabt. Gud er den store drømmer. Forfatteren til eksistensen selv.
Før alt andet, endda før end sig selv.

Den kraft er altid tilgængelig. En åben bog for enhver, der ønsker at læse. 
Guds dybde er uendelig
Det er sindet, der tror det forstår.

Læs mere

Egoets afvikling – den svære opdragelse

Der hersker den misforståelse, særligt i spirituelle kredse, at opvågning er det samme som, at egoet opløses.

Det er ikke sandt.

Jeg har tidligere skrevet om opvågning som et udtryk for Gudsbevidsthed, hvilket er en forenklet, men sand beskrivelse af det at være oplyst.

Men hvad så med egoet? Hvad er det for en størrelse, og hvorfor tror vi, at det opløses?

Læs mere

Suffering

Today I would like to share a personal story on suffering.

There is an extreme amount of suffering in the world, and it can be hard to understand why.

To answer the question of why, we have to accept that our minds can never tell us the truth. 

It is by realizingthis completely that you are set free of the suffering. 

DANSK:

I dag vil jeg dele en personlig historie om lidelse.

Der er ekstremt meget lidelse i verdenen, og det kan være svært at forstå hvorfor.

For at svare på spørgsmålet om hvorfor vi lider, er vi nødt til at acceptere, at vores sind aldrig kan fortælle os sandhed.

Det er, når du fuldt ud erkender det, at du sættes fri af lidelsen.  

Video: A walk in the park

In this video I talk to you about how life wants to express itself through you. As you sink deeper into the ocean of love you realize that not only are you the one walking you are the one inside whom the walk takes place.