Ord der vækker hjertet

Dagbogen

Da jeg var barn, var mit store ønske at blive bibliotekar og forfatter. Som årene gik blegnede ønsket om bibliotekaren, mens lysten til at skrive holdt ved.

Det blev nu aldrig til så meget andet end en drøm, indtil jeg mødte min mester Johnny Tempeldal. Allerede efter det første møde vidste jeg, at jeg skulle skrive dagbog, og at den dagbog en dag skulle udgives. På nuværende tidspunkt arbejder jeg i det små med bogen, og det arbejde vil tiltage over de næste år. Du kan følge med i tilblivelsen her på siden, hvor du undervejs også vil kunne læse små uddrag fra bogen.

Jeg er endnu ikke landet på en titel og vil derfor blot referere til ”bogen”.

Uddrag fra bogen*

Jeg sad der med hånden oppe, da Johnny vendte sig mod mig, og vores øjne mødtes for første gang.

Det var som at blive ramt af lynet. Hele min krop rystede, og hver celle vibrerede. Tårerne begyndte at sprøjte ud af øjnene på mig. Jeg stortudede og grinede samtidig i både chok og en vild lykkerus.

Det skete samtidig med, at minder om tidligere tider begyndte at vælte ind over mig. 

Jeg husker ikke længere hvilke minder, for jeg var så optaget af, hvad der skete i min krop og så chokeret over at møde Ham, at jeg kun registrerede det, som noget der skete i baggrunden.

Der sad jeg så og kiggede. Jeg kiggede ind i de mest vidunderlige øjne, jeg nogensinde havde set. Jeg så ind i universet og direkte ind i Gud.

Jeg måtte sætte ord på og fik fremstammet noget om, at det var da vildt, som jeg reagerede, og hvad var det der lige skete?

“Jeg genkender også dig” sagde Johnny og kiggede med sine utrolige øjne dybt ind i mine.

 Jeg græd voldsommere, for det var lige præcis det, der var sket. Det var den dybeste smukke genkendelse og gensynsglæde, jeg her oplevede, og jeg måtte holde fast i mig selv for ikke at styrte hen over gulvet og direkte i armene på Ham.  

Vi sad med øjenkontakt et stykke tid. “Hej”, hviskede jeg gennem snot og tårer, mens jeg mærkede hvordan der samtidig skete en massiv overførsel af information fra Hans øjne til mine, som jeg dog ikke kunne omsætte lige der. 

Jeg ved nu, at mit liv og skæbne fra det øjeblik var beseglet. 

Resten af Satsang foregik lidt i en tåge. Mit system var overvældet af den energi, der var blevet overført ved øjenkontakten, og jeg var gået ind i en tilstand af dyb længsel.

Jeg kan dog huske, at Johnny sluttede af med en trommerejse, hvor jeg igen så en masse tidligere liv og huskede tidligere tider ved bålet, hvor Han havde brugt trommen, og jeg selv havde været med på forskellig vis. 

Jeg skrev i dagene efter i min dagbog: 

“Længslen er nærmest uudholdelig. Ønsket om opvågning stærkere end nogensinde.

 Jeg var til Satsang med Johnny Tempeldal, og der oplevede jeg den rene bevidsthed, der strømmede gennem ham, og jeg genkendte mig selv i ham. Han genkendte sig selv i mig. Bevidstheden/Gud genkendte sig selv. Jeg var i en dyb tilstand af enhed og genkendelse, men jeg er ikke blevet i tilstanden. Det er dybt sorgfuldt at træde ud af den. 

Jeg kom i kontakt med en masse tidligere liv. 

Da der blev slået på tromme væltede minderne ind over mig. Jeg kender den tromme. Han har brugt den i fortiden for længe, længe siden. Ham, ceremonimesteren og medicinmanden, jeg selv i forskellige roller. Jeg fik en stor trang til at klappe og synge og danse til trommen. Som vi gjorde dengang, når det var fuldmåne og vi sad i lyset af bålet. Det var dengang, vi levede i en klan. Vi var i ét med naturen og de elementer der omgav os. Det vækkede en enorm glæde og samtidig et dybt savn i mig. Det var glæden ved at huske og have fundet Ham, der overvældede mig. Glæden ved at opleve den tilstand igen. Den var enorm. Glæden blandede sig med sorgen, for jeg så jo også, hvad jeg har mistet.”

*Uddrag af bøger bringes med forbehold for de ændringer, der måtte opstå undervejs i redigeringsprocessen. 

Denne side er tilgængelig på: English