At rumme andres vrede.

I dag fik jeg vist, hvordan et nej tak i virkeligheden kan være det dybeste ja. Et ja til livet og et ja til mit eget væsen.

Jeg vidste det egentlig ikke, men det er de seneste år gået op for mig, at jeg har lidt af angst. Ikke sådan en invaliderende anfaldspræget angst, som nogen desværre oplever. Den angst, jeg taler om, er en, jeg forestiller mig, at jeg deler med mange, og den har været med mig hele livet.

Jeg vidste det bare ikke.

Det var den angst, som afholdt mig fra at tale frit. Det var den angst, der gjorde, at jeg valgte at handle anderledes end det, der var brug for. Det var den, der gjorde, at jeg tillod andre mennesker at overskride grænser. Det var den angst, der holdt mig fast i mønstre og handlinger, der ikke var hensigtsmæssige.

Når angsten sidder ved rattet

Det var på en måde angsten for at vise mit sande ansigt. Men den var mere end det. Det var også en angst, der betød at jeg undgik konflikter, for noget i mig gik helt i stykker, når andre skældte ud. Jeg kunne ikke rumme at opdage, at en anden var blevet vred på mig. Endnu værre; at en anden lod sin vrede gå direkte ud over mig.

Det viste sig også at angsten havde affødt forskellige ideer i sindet. For jeg forstod ikke, at det “at rumme andre,” var noget helt andet end det er. Jeg havde fået lavet en ide om, at det var det, man skulle, hvis man var spirituel/behandler/et godt menneske osv. Jeg troede, at det betød, at man ikke skulle reagere. Jeg troede endda ofte, at det var mig, der var den, der havde problemet. Jeg har bidt ekstremt meget vrede i mig på den konto, men jeg var også bange for den vrede.

Ideen om, at jeg skulle rumme alt, var bedre end at mærke mine sår og min vrede.

Et afslag der afføder vrede

I dag skulle jeg overlevere en besked en beboer på min arbejdsplads. Hun var tidligere på dagen blevet orienteret om, at hun havde fået afslag på en kommunal ansøgning, og hun var forsat ekstremt vred, da jeg trådte ind. Jeg fik hele hendes vrede og frustration i hovedet, og hun var ikke til at tale til ro – Igen og igen hidsede hun sig op og råbte alverdens ting til -og om mig, og jeg kunne se, hvordan egoet igen og igen greb efter nye tanker, der kunne sætte ild til den flammende vrede, der syntes at tilfredsstille noget i hende.

For blot få år siden ville jeg være væltet helt omkuld af en reaktion som denne, men i dag var oplevelsen fuldstændig anderledes. Jeg betragtede hende uden at nogen smerte blev aktiveret i mig. Jeg sagde lidt forskelligt for at se, om noget kunne trænge gennem egoets drama, og da det ikke kunne lykkes, var jeg i stand til at beskytte mig selv.

Jeg sagde “nej tak”. Det var ikke de præcise ord, men jeg lod hende forstå, at jeg ikke ønskede at forsætte samtalen, og jeg forlod rummet.

Det at “det at rumme” den anden handler om noget andet, end det vi gør på overfladen. Det handler om, hvorvidt min egen smerte bliver aktiveret i et møde med andres smerte og egoer. Dengang min egen smerte blev aktiveret kom angsten med den.

Det var dengang jeg ville have været blevet i rummet og uden forsvar have ageret skraldespand for hendes følelser, og jeg ville have været rystet i flere dage efter. I dag blev ingen smerte aktiveret, og det gjorde mig handlekraftig. For det er jo på ingen måder meningen, at vi skal rumme hinandens uhensigtsmæssige eller udadreagerende adfærd.

At sige nej med fred

Jeg kunne se hendes smerte, men jeg gjorde den ikke til min. Vigtigst af alt opdagede jeg, at jeg kunne stå der uden at komme til at afsky hende. Det betød, at jeg stille og roligt kunne fortælle hende, hvad jeg havde at sige, og så kunne jeg gå.

Jeg gik derfra med glæde og taknemmelighed – tænk, at jeg har fået lov til at slippe mine historier så meget, at de ikke lod sig aktivere i situationen. Tænk, at jeg får lov til at se, hvorfor jeg har undladt at handle alle de gange, det var på sin plads. Tænk, at jeg tør stole på det, jeg mærker og tør stå i min egen sandhed – uden angst eller vrede og bare sige; Nej tak.

Det er mit håb og ønske, at enhver må få lov at opleve den samme frihed.

Med ønsket om sandhed, tilgivelse og frisat liv for alle væsner på alle planer.