Disciplin

Jeg har altid ønsket mig at have mere disciplin.

Slankekure, træningsregimer, div. helseprogrammer osv. er røget i vasken gennem årene i forsøget på at gennemføre noget ved at bruge disciplin.

“Tag dig nu sammen”. “Det kan da for helvede ikke være så svært!” “Jeg er en idiot”. Har blot været nogle få af de måder, jeg har udskammet mig selv eller bebrejdet mig selv, når det er mislykkes.

De fleste af os kender nok følelsen af, at vi mangler disciplin. Vi tror, at vi må disciplinere os selv til at blive bedre mennesker, blive slankere, blive dygtigere, komme i bedre form, gøre os fortjent til osv.

Og ved første øjekast ser det da også ud som om, at det er det rigtige middel til målet. Mennesker med meget disciplin ser ud til at have succes.

Er der en anden vej?

Spørgsmålet jeg selv glemte at stille var; på bekostning af hvad? Og, måske endnu mere vigtigt; Er der en anden vej?

Mange ved godt, at det ikke er holdbart at opdrage børn med skyld, skam, straf, og hvad der ellers har været så populært gennem tiden. Udelukkelse, stuearrest, time outs osv.

Det er sådan set fint nok, hvis man blot ønsker børn, der gør som der bliver sagt og som i bund og grund er sat i verden for at tilfredsstille vores eget behov for at fremstå som succesfulde forældre.

Men metoderne er mindre anvendelige til at fremme følelsesmæssige sunde og velfungerende børn, der tør træffe deres egne valg gennem livet. Børn der tør være deres eget unikke udtryk og derfor vokser op med respekt for andre væsner og ikke blot ser den anden som et middel til at nå egne mål.

Det er en meget forenklet fremstilling, som ikke tager højde for de utallige variationer af mulige måder at agere i verden på. Det er en fremstilling, der er lavet for at understrege en pointe, nemlig den, at såvel som når vi opdrager vores børn og opdager, at kærlighed virker bedre end kæft, trit og retning, så virker kærlighed også langt stærkere ind i den relation, vi har med os selv.

Den du virkelig er

At elske sig selv. At tillade sig selv. At du får lov at være dig selv fuldt og helt. Jeg taler ikke om det “dig,” som egoet synes du skal være. Det er blot et “dig” der er baseret på en masse fortællinger – jeg taler om det “dig”, der er den, du er under alle fortællingerne.

Det “dig”, der er elsket så meget, at det er trygt og tør stå frit i verden – som det er. Når du gennem endeløs kærlighed, igen og igen tillader dig selv. Når du slipper alle fortællinger og sætter dig ud over skal, bør, er forpligtiget til, er nødt til, osv, osv. Vil du opdage, at du modnes til at træffe valg baseret på en dyb kærlighed til dit eget væsen.

Du bliver i stand til igen og igen at træffe valg, som i andres øjne kan ligne streng disciplin, blot fordi du mærker, at det er det mest kærlige, du kan gøre overfor dig selv.

Du oplever det ikke som disciplin. Du oplever kun kærligheden. Og deri er den store misforståelse, for udefra; ja, der ligner det disciplin, og det kan få enhver til at tænke, “hvis jeg har samme strenge disciplin, så opnår jeg det, som han/hun har. “

Det er som en blomst

Men vi aner ikke, hvad der ligger til grund. Vi ser kun blomsten og tænker; jeg vil have den. Vi ser ikke, hvordan frøet blev plantet og næret af jorden. Vi ser ikke hvordan regnen har vandet det lille frø og ladet det gro.

Vi ser ikke andet end det, vi gerne vil have. Vi vil have blomsten og vi tror vi blot kan plukke den og tage den med os. Men den visner. Den overlever ikke uden jodens og regnens kærlige næring.

På samme måde kan du tage disciplinen til dig, men for langt de fleste lykkes det ikke, når disciplinen ikke et udtryk for en dyb kærlighed til os selv, men i stedet et udtryk for et begær vi har efter at være et eller andet bestemt, vi tror vi skal være.

Det er slet ikke sikkert, at det mest kærlige du kan gøre overfor dig selv er, at sidde i meditation 3 timer om dagen, løbe marathon, dyrke yoga eller hvad du nu måtte anse som eftertragtet. Der er den mulighed, at det blot er ideer du har om, hvad du gerne vil være, fordi du tror det er sådan, “man skal være”.

Det du virkelig har brug for

Men du må først undersøge, hvem du i sandhed er, før du kan vide det. Når så du endelig ser dig selv klart og anerkender dig selv. Så bliver du fri til at træffe de valg, der er de mest kærlige både for dig og andre. Og når du kan det, vil ordet disciplin pludselig være et underligt ubrugbart begreb, som i bund og grund er en fejlfortolkning af dyb egenkærlighed. Du vil se, at du ikke er blevet mere disciplineret.

Du er blevet mere kærlig.