Glædelig Guru Purnima

GURU PURNIMA

I morgen den 5. juli fejrer man i Indien Guru Purnima.

Det er en fejring af, at Guruen er trådt ind i verdenen som menneske, for at guide mennesker med sit Lys.

Det er Guds indtræden i verdenen og den dybe velsignelse det er for mennesker, at Gud går på jorden, der her takkes for.

Det er en stor og vigtig fest til ære for alle Guruer gennem tiden.

Når jeg vælger at snakke om festen her, er det fordi det er en mulighed for os alle at fejre Guruen, forstået som både Lyset og lærermesteren i vores liv og indre.

Det er også for mig selv at fejre den Mester, der gennem uendelig kærlighed og tålmodighed har vist mig ind i midten af Guds rige. En fejring af Min elskede Mester Tempeldal.

Når du ser på dine realtioner, vil du måske opdage, at det var i de sværeste, at du lærte mest.

Du vil måske, fra det sted du er nu, kunne se med taknemmelighed på den læring, du har fået, og du vil kunne ære den læremester, som den anden var for dig.

I tiden nu kan det være en oplagt mulighed at sende en venlig tanke til de mennesker omkring dig, der er dukket op som dine Guruer og har lært dig vigtige lektioner i livet.

Det er dog også en tid, hvor du kan ære Guruen i dig selv. Det er en tid, hvor du kan anerkende det lys, der er iboende enhver og det lys, der gennemtrænger dig fra det inderste af sig selv.

For dig der bevæger dig på en spirituel vej, vil erkendelsen af, at “Jeg er Gud” være en kulmination på en lang rejse ind i din egen Guddommelighed.

Det vil være en rejse genne dale og over bjerge. Det vil være en rejse, hvor du vil møde sig selv og blive udfordret på dine egne ideer og forestillinger om livet.

Du vil se, at som du tillader Gud at rejse sig i dig, så frigøres du for dine historier og dermed for lidelsen – ikke at du ikke kan opleve både ekstremt hårde udfordringer og modgang – det er blot at lidelsen, som er det, der opstår, når vi er bundet af vores ideer, ophører med at kunne tage dig med.

Når du til sidst fuldt og helt har erkendt din egen Guddommelighed, vil du endelig vide hvem, og hvad du er. “Jeg er Gud”, er din realisering.

På et tidspunkt vil en stemme vokse i dig. “Nu har jeg vist dig, hvem du er, så nu skal du se, hvem Jeg er.”

Da vil Gud afsløre sig selv, og bevægelsen, der før var en opadrettet bevægelse ind i erkendelsen af, at jeg er Gud, vil nu vende om og blive en nedadrettet bevægelse.

Den nedadrettede bevægelse skal forstås som en legemliggørelse. Det er når Gud træder helt ind i stoffet og ind i verdenen som menneske.

Det er Guruen der nu træder fuldt ind i sit menneske. Det er der, du erkender: Jeg er menneske.

Det er der, du fuldt og helt sættes fri og opdager, at du ikke længere er et menneske, der går på jorden som Gud. Du er Gud, der går på jorden som menneske.

Så lad os fejre de allerstørste, de Avatarer, der er trådt ind i verdenen som Guruer for at undervise os alle.

Lad os også fejre Guruen i os selv og lad os fejre de Guruer, der hele tiden viser sig i form af vores relationer.

De er i sidste instans alle ét. En bevidsthed og ét lys.

Med ønsket om Sandhed, tilgivelse og frisat liv for alle væsner på alle planer.

Glædelig

Guru Purnima.

Billede: The Indian Express

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *