Sindet

Det kære sind.

Sindet, der uden tøven tager mig med ud i fremtiden eller tilbage i fortiden. Bekymringer om fremtiden eller fortrydelser i fortiden. Det beskæftiger sig med “mig” eller “de andre”, sammenligner og måler. 
Spørger, er jeg god nok? Er de andre gode nok?
Før i tiden var sindet aldrig i ro. Jeg var identificeret fuldt og helt med dets fortællinger, og de var mange. 

I dag er identifikationen mindre. Det betyder dog ikke, at sindet ikke kan tage mig med – og slet ikke, at det ikke prøver. 

Et presset halvt år

I det sidste halve år har min private situation været presset. Jeg har været både bolig -og arbejdsløs, og de sidste måneder har vi været nødt til at leje os ind i sommerhuse for en uge af gangen de uger, jeg har min datter. Når man har et handikappet barn er det lettere sagt end gjort.

Det har været nogle lange måneder, som jeg på mange måder kun har klaret mig igennem med hjælp fra den mand, der igen og igen viser sig at være større og mere kærlig, end jeg troede muligt. Jeg glæder mig hver dag over, hvor heldig er, at få lov at følges med ham.

En anden trofast følgesvend har været sindet. Det har gerne ville på banen. Det har brugt enhver lejlighed til at fortælle mig, at jeg ikke ville kunne holde til det. 

Et kreativt sind

Det har disket op med scenarier, hvor jeg måtte opgive at være mor for mit barn, for hvis jeg ikke kunne tilbyde hende en fast base, så var det ikke godt nok. 
Eller at jeg måtte kaste håndklædet i ringen overfor den fysiske belastning, det er at håndtere et barn på 50 kg uden hjælpemidler. Det har fortalt, at hun eller jeg ikke kunne klare de mange skift. 

Det har prøvet at overbevise mig om, at jeg ikke var værdig til kærlighed i min situation og ikke mindst har det kontant mindet mig om, alle de ting jeg burde gøre – tabe mig, dyrke mere motion, spise sundere, skrive mere, være en bedre veninde, ven, kæreste, mor osv, osv. 

Jeg har i månederne mødt de fleste af mine spøgelser – gamle kendinge som har fået mig ind i nogle mønstre, som jeg for længst troede, jeg var igennem – fx den om, at jeg står alene i verden og må klare mig selv, og at ingen er interesserede i at hjælpe. 
Jeg har hver dag måtte se mig selv i øjnene og tilgive alt det, jeg fik troet på i løbet af dagen og som gjorde, at jeg fik handlet anderledes, end mit hjerte ønskede. 

Når jeg glemmer center

En ting jeg dog alt for ofte har glemt, eller som jeg har sprunget over, fordi jeg paradoksalt nok følte mig for presset, har været, at bringe mig hen til det sted, hvor stilheden hersker. 
Når jeg glemmer at centrere mig som det første om morgenen og det sidste om aftenen, så træder sindet i forgrunden. Det bliver lettere at komme til at tro på dets historier og endda lade mig rive med. 

Ét stille

Men der ér et stille. Et rum over sindet, hvor intet er. Dog rummer det alt i en uendelig stilhed og kærlighed. 
Fra det sted er der noget langt større end det lille, begrænsede sind, der agerer. Så bliver der klarhed og tingene bevæger sig. 

Jeg opdager, at jeg sidder i et sommerhus på Hornsherrede. Jeg har havudsigt. Solen skinner. Klara er i skole, og jeg skal ikke andet end at skrive. 

I det nu har jeg ingen problemer. De findes kun i mit hoved. 

I dette nu er der frihed.

Med ønsket om sandhed, tilgivelse og frisat liv for alle væsner på alle planer.