Svedhytte

Om få timer sætter jeg mig ind i toget og tager den rejse, jeg så ofte har gjort.

Inden jeg lukker døren, vil jeg gå en runde i lejligheden for at indånde stedets atmosfære en sidste gang. Jeg ved, at jeg aldrig kommer tilbage. Det lyder måske dramatisk, men sandheden er, at det aldrig er slået fejl.

Svedhytten

Min rejse går mod Jylland til Mester Tempeldal, hvor jeg i det næste døgn vil være del af en lille gruppe, der i følgeskab søger eksistensens dybeste lag gennem svedhyttens mørke. Vi vil i morgen lade varmen og mørket transformere os og bringe os dybere ind i livet.

Svedhytten er i forskellige traditioner beskrevet som den livmoder, hvorigennem vi genfødes. I hyttens mørke må vi konfronteres med alt det, der står i vejen for, at vi kan erfare livet dybere, som det i sandhed er, og for at vi kan genopstå og fødes dybere ind i frihed.

Det er ikke altid en let opgave, og jeg har da også ved flere lejligheder været tæt på at opgive, når varmen er blevet så intens, at jeg reelt har haft følelsen af at dø. Selvom jeg ikke er død i ordets bogstaveligste forstand, så har det hver gang vist sig, at noget i mig alligevel er dødt. Det er aldrig den samme, der har forladt svedhytten, som nogle få timer tidligere har sat sig derind.

En ubevidst sorg

En af de første gange jeg var i svedhytte, måtte jeg konfronteres med en sorg, jeg ikke anede, at jeg bar rundt på. Det var sorgen over at have mistet et barn, og i det nedenstående kan du læse det, jeg skrev i min dagbog efter svedhytten.

Min datter Klara er født med en hjerneskade, og hvad jeg ikke havde erkendt på det tidspunkt var, hvor stor en sorg det havde været for mig at få hende. Jeg elskede hende over alt på jorden og ville ikke se, at der også havde været et stort tab.

Tabet af et barn

Det var tabet af et barn, som ikke fandtes, men som i mig var blevet meget levende gennem et helt liv, siden jeg som barn havde gjort mig forestillinger om moderskabet og frem til alle de tanker og forventninger, der fulgte med min graviditet.

Sorgen bragte mig ud i sammenligning og betød, at jeg, på trods af enorm kærlighed til min pige, ikke så hende klart som den smukke og unikke sjæl, hun er, og jeg blev klar over, at vi havde problemer i relationen, fordi jeg i bund og grund ikke anerkendte hende 100 %.

I en lang periode havde hun været udadreagerende og svær at håndtere, og jeg forstod ikke, hvad der var galt. Blot oplevede jeg, at jeg blev mere og mere magtesløs over for hendes opførsel, med dyb sorg til følge.

I dag er alting forandret. Relationen er helbredt, og jeg glæder mig hver dag over den smukke, strålende og kærlige pige, jeg er mor til.

Dagbogen

“Mens bålet brændte og stenene blev klar, gik vi ind i yurten, hvor Mesteren lavede en trommerejse.

Da trommen begyndte, blev jeg ved med at se en mand med et barn i armene gå væk fra et ulykkessted. Det gik op for mig, at barnet var dødt, og at det var mit barn. Erkendelsen kom med en bølge af sorg, der rev alt væk under fødderne på mig, og jeg tudbrølede.

Jeg så, at barnet var det barn, jeg mistede, da jeg fik Klara, og det gik op for mig, at jeg havde lidt et dybt tab, dengang jeg fik hende. Det var tabet af et barn, der i bund og grund blot var en ide, skabt gennem et helt liv, siden jeg som helt lille gjorde mig forestillinger om at skulle være mor.

Som voksen har ønsket om at få et barn forstærket ideen. Og forestillingen om moderskabet samt de tanker og følelser, der var under graviditeten har samlet skabt et “ide-barn” – det barn, som jeg troede, at jeg skulle være mor til. Intet er blevet som forventet, og nu fik jeg vist, hvordan et barn, som aldrig har været, nu alligevel måtte begraves.

Scenen skiftede, og jeg stod foran en lille grav med Klara i hånden. Det døde barn blev båret frem og lagt i graven, som blev overhældt med jord. Jeg lagde en lille blomst ovenpå den, og vendte mig rundt og gik væk, stadig med Klara i hånden. Det var ekstremt sorgfuldt, men jeg forstod, at hun var nødt til at blive lagt til hvile. Hun var ikke virkelig, og hun forhindrede mig i at se Klara helt klart.

Jeg har ubevidst hele tiden sammenlignet Klara med hende, som aldrig var, og jeg har følt dyb sorg ud fra en ubevidst ide om, at Klara ikke var den, hun burde have været.Jeg har ikke været bevidst om, hvad jeg gjorde, eller hvad jeg bød hende ved ikke at acceptere hende 100%, som hun er.

Det gjorde mig ekstremt ked af det, og jeg græd voldsomt i lang tid, men jeg er også dybt taknemmelig over, at jeg har fået muligheden for at se det, forløse det og gøre det anderledes fremover.

Jeg begravede en del af mig selv med det barn, og selvom det var ekstremt sorgfuldt, og selvom jeg stadig i skrivende stund mærker sorgen, så er der sket en dyb healing.

Jeg har en forventning om, at mit forhold til Klara vil ændre sig nu, hvor jeg endelig kan se hende helt tydeligt og glæde mig over hendes væsen, uden at ønske det anderledes.”

Med ønsket om sandhed, tilgivelse og frisat liv for alle væsner på alle planer.