Synlighed

Da jeg for fem år siden mødte mester Tempeldal, anede jeg ikke, hvad det var, jeg havde bevæget mig ud i – det er måske meget godt, for jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg ville have jublet, hvis jeg havde vist præcis, hvad det indebar – eller dvs. personligheden ville nok ikke have jublet.

I de fem år, der er gået, har jeg måtte sluge en del kameler, efterhånden som lyset fik skinnet på nogle af de sider, som henlå i mørket. Der har været angst, sorg, skam, skyld, konfrontationer med relationer og meget andet undervejs i bevægelsen ind i større frihed. For der er nødt til at blive plads til den kraft, der ønsker at gennemtrænge den, der søger.  

Faktisk kræver det et fuldstændigt oprydningsarbejde som du overgiver dig ind i Gud – for at lyset og kraften kan få plads. Det er dog heldigvis en bevægelse, der igen og igen bringer dig ind i en tilstand af dyb vished om, at du er så uendeligt meget mere end de tendenser, der ligger i personligheden. Det er at blive synlig overfor dig selv, at afsløre dig selv for dig selv og dermed på sigt for omverden. 

Langsomt begynder du at se, hvad og hvem du i virkeligheden er – dermed får du så også at se, hvad du ikke er, og hvordan du har troet, at du var alt muligt, som blot var ideer i dit sind.

Fanget i ideerne

Jeg selv var fanget i mange ideer – en af de mere vedholdende var den om, at jeg ville blive til noget andet end jeg var. Det kom til udtryk på flere måder – både i hvordan jeg udtrykte mine holdninger – eller for at være mere ærligt, hvordan jeg tilpassede mine holdninger, så jeg selv syntes at de var mere ”spirituelle”. Det gjaldt sågar mit tøj, der blev valgt ud fra et ”jeg er jo spirituel  -filter.”

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, som jeg skriver det her. Jeg så det ikke selv, og det var først, som jeg blev mere og mere synlig overfor mig selv, at jeg opdagede, at jeg levede på en ide om, hvordan jeg skulle være. 

Jeg opdagede, at der var ting, jeg ikke sagde, gjorde eller skrev, fordi de ville afsløre mit ego – og nu var jeg spirituel og måtte ikke have et sådan.

Jeg havde ofte noget på hjertet, som gerne ville skrives, men som jeg ikke tillod, for jeg kunne jo ikke have tydelige holdninger til tingene, hvis jeg var spirituel. Jeg havde fået lavet en masse forestillinger om, hvordan jeg burde være, hvis jeg var tilstrækkeligt i zen. 

For det første var jeg langt fra i zen, og for det andet var forestillingerne helt, helt forkerte og for det meste baseret på andre menneskers erfaringer. Mange af dem spillede, som jeg, selv en rolle i et skuespil, som de selv havde fundet på.

Jeg rummede, og rummede mennesker omkring mig, fordi jeg forstod jo den andens smerte – så dybt, at jeg ikke evnede at sætte en grænse.

Angsten for at være sig selv

Nedenunder ideerne og dogmerne har jeg med tiden måtte sande, at der har gemt sig en dyb angst for at være mig. Hvis jeg skulle være tro mod den, jeg var, så var jeg sårbar. Jeg var blottet – et let bytte for alverdens besynderlige egoer. Ubevidst har jeg grebet ideen om, at den spirituelle i sin følelse af enhed ikke har behov for at have en holdning til noget eller for at handle aktivt i verden. 

Hurra, her var en undskyldning for ikke at træde frem og blive set. 

Jeg kunne rumme alt. For det kan man jo når man er spirituel – jeg forstod først sent, at det bl.a. var angsten for den tydelighed, der er i at sætte en grænse, der fik mig til at gribe ideen.

Hurra, endnu en fantastisk mulighed for at gemme mig og aldrig skulle ud i en konfrontation med andre. Det var perfekt. 

Der er mange lang i angsten, fra den personlige og ydre angst, til den der gennemstrømmer det kollektive felt eller går gennem tidligere inkarnationer. 

Den største udfordring

For mig er synligheden den helt store udfordring. Som jeg lader lyset trænge ind i de dybeste skygger, så blottes jeg og bliver sårbar. Det er en personlig fortælling, men jeg ved at den går igen i alle, og gennemsyrer det kollektive felt. 

Ufatteligt mange af de konflikter vi ser i verden i dag har at gøre med, at vi ikke tør være synlige, som dem vi er. Vi tør ikke være sårbare og ærlige. 

Og selvom vi turde ville vi måske ikke ane hvordan, for der er alt for få til at lære os det. Mange opdager heller aldrig, at de er angste, fordi personligheden jo netop er en mester i at bevare det, der ligge i skyggen, netop der, i skyggen. 

Synlighed på skemaet

Der har stået synlighed på skemaet i lang tid nu. Det sidste halve år, i en grad, hvor jeg nogen gange har været så overvældet af angsten, at jeg har cyklet stortudende til arbejde med en følelse af, at jeg skulle slås ihjel. Det har været en nødvendig proces, som jeg har kunne holde ud at være i, fordi jeg vidste, at den ikke ville vare for evigt, og at den var en altafgørende del af en større frihed. 

Den frihed bliver hele tiden større.

Det er en frihed, hvor jeg kan tillade mig selv at blive tydeligere i mit liv, såvel som i mine skriverier. Jeg har ikke længere en dommer, der sidder og holder øje med om noget kan tolkes som om, at jeg har et ego.

Der er ikke længere noget, der holder fast i ideen om, at jeg ikke må have anderledes holdninger, hvis det er det, jeg har. 

Vi kommer og dræber dig

Jeg så for nylig det første afsnit i serien ”Vi kommer og dræber dig”, der netop sætter fokus på, at der er mange, der ikke deltager i den offentlige debat, fordi tonen er så rå. Man følger bl.a. en tydelig berørt Sofie Linde, som har modtage utallige trusler for at stå frem og holde en feministisk tale til Zulu Awards. 

Jeg blev dybt berørt, da jeg så programmet. På trods af, at jeg skriver til så lille en gruppe – små 600 venner her på facebook som det er lige nu -så mærkede jeg, hvor meget jeg frygter at blive truet og hånet af hadefulde mennesker. Det ligger meget dybt i mit væsen og igen, det ligger meget dybt i det kollektive felt og i hele menneskets historie, at dem, der har været anderledes og er stået frem med normbrydende ideer, er blevet straffet, fængslet eller slået ihjel. 

Så galt kommer det nok ikke til at gå mig i dette liv, men jeg ved, at jeg vil blive konfronteret af mennesker, der ikke forstår eller som føler sig provokerede af det, jeg skriver. Jeg ved også, at det vil påvirke mig på trods af, at jeg også har været så heldig at få lov til at se dybt ind i den smerte, der ligger til grund for hadefuld adfærd.

Smerten bag hadet

Jeg har fået lov at se det sårede og bange væsen, der altid er bagved hadefuld adfærd. Det betyder at jeg har været så heldig at opdage, at det er muligt at skelne mellem det menneske, der er i så stor smerte at vedkommende tyer til hadefuld adfærd – og de ideer som vedkommende tror på.

Som jeg skrev i mit seneste indlæg; personen får min dybeste medfølelse, men ideerne får ikke lov. 

Det kræver mod og det kræver ikke mindst at mine egne ideer om at skulle rumme alt er opløst, så jeg ikke bruger dem til at dække over min egen angst og lader dem afholde mig fra at handle og sige tydeligt fra, hvis det er nødvendigt. Det er en proces der forsætter, til tider igennem stor angst. Men det er en, jeg ikke vil være foruden.

Må du tillade dig at være den du er fuldt og helt. Må du erfare og kende din egen kraft og skønhed. Må du altid føle dig favnet og modtaget. Må du være i stand til at gøre præcis det du brænder for – også hvis det er normbrydende.

Mest af alt; må du aldrig lade angsten fortælle dig hvem du er, og hvad du tror på. 

Med ønsket om sandhed, tilgivelse og frisat liv for alle væsner på alle planer.