Egoets afvikling – den svære opdragelse

Der hersker den misforståelse, særligt i spirituelle kredse, at opvågning er det samme som, at egoet opløses.

Det er ikke sandt. I realiseringen af Kraften trancenderes egoet. Det opløses ikke, selvom at det kan se sådan ud.

EGOET

Egoet er skabt gennem livet som den samling af overbevisninger, tanker, følelser, osv. vi bærer rundt på.

Typisk vil egoet gøre hvad det kan, for at beskytte os mod at komme i kontakt med vores egen følelse af utilstrækkelighed, og det bruger alverdens måder for at undgå, at det skal ske.

På mange måder er egoet som et lille barn. Et lille barn, der ikke er blevet mødt i sine følelser og behov, vel at mærke.

EGOET FORSVINDER IKKE

Og det er en af grundene til, at vi tror at egoet forsvinder i realiseringen.

Det gør det ikke.

Men det bliver mødt, og det modnes.

Det mødes af en “voksen” dvs. Guds uendelige kærlighed, der kan rumme det. Det mødes af en “voksen”, der kan guide det ind i en større modenhed, for at vi i sidste instans får muligheden for at forvandlet egoet.

Egoet hjælpes ind i at blive voksen. Dermed bliver det et redskab, der ikke hele tiden reagerer, fordi det føler sig utryg, men som tjener os, og hjælper os med det, det er skabt til – hvilket primært at er løse praktiske opgaver, elske, leve og lege.

Det er, når egoet er trancenderet (forvandlet), at det virker som om, at det er fraværende i mennesket. Som om at mennesket er uden ego. Men det er ikke væk.

Det er det trancenderede ego, der kan møde verdenen i kærlighed og sætte den andens behov over sine. Det er også det ego, der kan sætte grænser og være benhård, dog samtidig dybt kærlig, når der er brug for det.

LIDELSENS ÅRSAGER

Der er to primære årsager til, at vi lider, og jeg taler her ikke om dybere afvigende mønstre, hvor angsten er blevet så stor, at der er skabt alvorligere afvigelser i mennesket.

Den første årsag er troen på, at jeg skal være dygtig og præstere for at blive accepteret.

Den anden årsag er troen på, at jeg ikke må blive afvist, og at jeg skal have det på min måde.

Det er to sider af samme mønt, men med lidt forskellige vinkler.

Den første situation er typisk et udtryk for barnets behov for blive elsket og anerkendt.

Det finder hurtigt ud af, at når jeg gør som mor eller far siger, så bliver jeg anerkendt.

Barnet sætter lighedstegn mellem at være dygtig og det at være god nok.

Hvis barnet så samtidig får skæld ud, når det ikke gør som mor eller far siger, så bekræftes den underliggende overbevisning.

Jeg er kun god nok, hvis jeg gør det godt nok.

En sådan overbevisning har dybe konsekvenser i menneskers liv.

Fordi der i barndommen skabes vores grundlæggende forudsætninger for at handle og agere i verdenen, så bliver disse tidlige overbevisninger også meget grundlæggende i vores voksne liv.

Et barn har brug for at føle sig god nok. Det er en del af vores biologi og kultur, at vi skal være en del af flokken. Vi er nødt til at blive accepteret som en del af flokken for overhoved at overleve.

STENALDERMENNESKETS BETYDNING FOR OS I DAG

I tidlige tider, afhang vores overlevelse direkte af, at vi var del af en klan, og det sidder dybt i vores celler, at det er lig med døden, hvis vi ikke er en del af flokken.

Med opdragelsesmetoder som “time out”, eller blive sendt på værelset, ignoreret, udskammet, trusler om at blive efterladt osv, osv, skaber en ekstremt voldsom angst i barnet, som skyldes, at der i cellernes hukommelse ligger en viden om, at det kan betyde døden.

Børn vil reagere forskelligt på den angst, afhængig af både familier, kultur, personlighed osv, men grundlæggende er det, at barnet vil gøre alt hvad det kan for at undgå at komme i kontakt med den store angst.

Det vil sandsynligvis gøre sit bedste for at leve op til mors og fars krav, og er kravene utydelige kan barnet ende med selv opfinde nogen, som igen kan give større problemer på sigt.

Det er en tendens der gennemsyrer vores kultur, hvor SoMe platforme, der understøtter vores iboende behov for anerkendelse og kærlighed, får os til at jagte “likes”

(Hvilket er en stor del af forklaringen på at unge mennesker bliver afhængige af SoMe).

Eller den tendens der gør vi skal have de højeste karakterer og uddanne os på rekordtid for at blive accepterede hjemme såvel som i samfundet.

Lige meget hvordan vi prøver at være dygtige og gode nok er det alt sammen udtryk for, at der er en tro på, at lykken findes i titler og berømmelse og at den ultimativ accept, eller ultimative bekræftelse af, at “jeg er god nok” findes “derude” et sted.

Dette er selvfølgelig kun eksempler, der skal vise at egoet tror, at jo dygtigere jeg er udadtil, jo bedre er jeg. For nogen vil det måske være udseende, mangt, penge, venlighed og eller andet, der giver følelsen af at være god nok.

JEG KAN IKKE RUMME HVIS DET IKKE BLIVER SOM JEG VIL HAVE DET

Den anden tendens jeg har beskrevet er, at jeg må ikke blive afvist, og jeg skal have det på min måde. Den hænger sammen med den første, men her er det dog et lidt andet lighedstegn, barnet får sat.

Det lille barn er nysgerrig og ønsker sig hele verdenen. Det ser noget det gerne vil have, rækker ud og får nej.

Hov, hvad! Barnet bliver frustreret og vil efter al sandsynlighed give udtryk for sin frustration, enten ved at græde, ved at vise vrede, eller ved at vise andre voldsomme følelser.

For barnet er lige blevet nægtet det, som for et øjeblik siden var hele dets verden.

Det kan ikke med den voksnes logik se det større perspektiv.

Det ser kun det, som det vil have, og kaster al sin kærlighed på det. På den måde bliver det ønskede også et udtryk for det, som barnet vier sit hjerte til.

Men nu bliver det afvist. Det er smertefuldt. Det reagerer, og hvis den voksne ikke forstår mekanismen, så er det let enten at negligere barnets behov, skælde det ud, eller ignorere det.

Vi forstærker altså barnets følelse af afvisning.

Så bliver barnet endnu mere frustreret. Det har fået sat lighedstegn mellem at få tingene (som det vil have det) og at være god nok. Det får sat lighedstegn mellem at få nej og ikke at være værdig til kærlighed.

DET ER ET SPØRGSMÅL OM KÆRLIGHED

Når jeg nu elsker det der, hvorfor må jeg så ikke få det? Spørger barnet ubevidst og får ikke en forklaring.

Det lille barn kan ikke skelne mellem sine begær og en dybere kærlighed. Det oplever blot at blive afvist i sin kærlighed, og dermed bliver det ekstremt sårbart.

Hvis der er tale om en moden voksen, der genkender mønsteret, så er det muligt at hjælpe barnet til at rumme sine begær, og ikke at få gjort dem til nogle, der skal opfyldes, for at barnet kan føle sig god nok og elsket.

For det er samtidig det der sker. Hvis jeg afvises i min kærlighed til dig, så elsker du ikke mig.

Dvs. Får jeg det ikke på min måde, så er jeg ikke værd at elske. Og i øvrigt er det alt for sårbart at elske fuldt og helt.

Nu er det pludselig meget vigtigt for barnet at få det, som det gerne ville have af to primære årsager.

1 Jeg er god nok hvis jeg får det jeg gerne vil have.

2. Jeg er kun værdig til kærlighed, hvis jeg får det jeg gerne vil have, og jeg føler det ekstremt  sårbart hvis jeg ikke får det jeg gerne vil have.

KONSEKVENSER I VOKSENLIVET

I voksenlivet kan det give sig udtryk på utallige måder, men mest af alt ser vi det i den måde, mennesker har svært ved at være i relationer, samt i den måde vi forbruger.

Vi har ikke fået adskilt vores begær fra vores følelse af at være værdige. Vores egenkærlighed er blevet betinget af, at vi er dygtige, og at vi får det som vi vil have.

Det vi gerne vil have kan være materielt, hvilket planeten bærer tydeligt præg af, for egoet kan ikke få nok.

Vi kan ikke få nok, fordi det hul, der ønsker sig at være god nok og værdig, aldrig bliver fyldt af noget udefra,

Eller det kan være i forhold til en partner.

– Hvor mange har ikke prøvet at ville have noget bestemt af deres partner? Vi vil have at vores partner skal være på en bestemt måde, for at vi kan have det godt.

Tendensen kan dukke op i alle mulige sammenhænge, hvor jeg synes det skal være på min måde, da det ellers skaber en følelse i mig af utilstrækkelighed. Det er i virkeligheden en meget grundlæggende forklaring på, at mennesker har konflikter.

DER ER NOGET VI HAR GLEMT

Den modne voksne vil hjælpe det lille barn med at føle sig god nok og værdig, selv når det opfyldes af begær, eller når det ikke opfører sig hensigtsmæssigt.

Den modne voksne vil hjælpe barnet til at rumme sine egne følelser, og vil sørge for at den dybere længsel; jeg er god nok, jeg er værdig, jeg er en del af flokken, opfyldes.

Vi har gennem de mange seneste år lært, at hjælpe børn med at bekræfte og rumme deres behov. Og det er godt.

Vi har desværre glemt noget grundlæggende vigtigt. Når barnet bliver en smule større, så skal det ikke længere være afhængig af den voksnes hjælp. Det skal blive et selvstændigt individ, en moden voksen, der selv kan rumme sine følelser.

En måde at forklare det på er, at vi fx. nogen gange synes, at det kan være svært at lære at sætte grænser. Og jo, det kan være meget svært for nogen og kræve meget træning.

Men hvad med næste skridt?

Hvad gør vi når vores grænser alligevel bliver overskredet? Nu har vi lige knoklet, nogen flere år i terapi, for at lære at sætte grænser, og så overskrider en anden dem alligevel. Hvad så?

Hvis vores opdragelse stoppede med at den voksne hjalp os ved at anerkende vores behov,

Så stopper vores evner også der, hvor vi har lært at sætte grænserne.

SKRIDTET LÆNGERE

Det lidt større barn har brug for at vi går skridtet længere. Det lille barn skal måske afledes eller trøstes, når det ikke får sit behov dækket. For det store barn er det ikke nok. Og det er slet ikke nok for den voksne, der skal indgå i en voksen relation til livet og måske en partner.

Det næste skridt er, at lære barnet at rumme, at det kan blive afvist. Hvis barnet har en grundlæggende tro på, at det er godt nok, som det er, og at det ikke bliver gjort forkert i afvisningen, så vil det store barn også kunne tage sit behov hjem til sig selv. Den kærlighed og bekræftelse det før søgte hos den voksne, har det nemlig til sig selv.

Det tør godt lade være med at søge mors eller fars bekræftelse, for det er fuldt værdigt og fuldt elsket i sig selv.

Derfor bliver det den modne voksnes opgave at hjælpe barnet gennem den overgang, hvor det søger mor og far, til der, hvor det finder ro i sin egen indre sikkerhed.

Det kan være svært, men med stor kærlighed og ro, hvor den voksne aldrig gør barnet forkert i dets forsøg på stadig at holde fast i mor og far, så vil det lykkes.

Til sidst er barnet så modent, at det kan stå på egne ben, og mor og far bliver ligeværdige voksne.

OPDRAGELSEN I OPVÅGNINGEN

Det er det samme der sker, når vi vågner til erkendelsen af vores egen Guddommelige natur.

Vores far og mor, vil her være vores Mester, indre som ydre, altså Gud i os, der guider og vejleder os ind i modenhed.

Egoet, er det lille barn, der gennem uendelig accept og kærlighed føres gennem den angst, der afholder os fra at leve i frihed.

Det er i det største som i det mindste.

Guds kærlige opdragelse bliver i sidste instans udtryk for den opdragelse, vi som kærlige forældre kan videregive til vores børn.

DU KAN IKKE ELSKE FOR MEGET

I det må vi også forstå, at ingen kan elskes for meget. Gud ér kærlighed, og det er ikke den, der ødelægger børn.

Du kan aldrig elske et barn for meget.

Du kan måske have svært ved altid at være den modne voksne, som barnet har brug for, der kan sætte klare og kærlige grænser. Fordi du ikke selv blev mødt, hvilket var umulig, fordi dine forældre heller ikke blev mødt.

Alle tager vi overbevisninger med os. Hvis det er det, vi selv har fået vist, så tror vi ubevidst på, at vi skal afvise et barn, “når det ikke opfører sig ordentligt”, og på den måde overbringer vi såret og overbevisningen videre i næste generation.

Løsningen er, at blive bevidst om mønsteret og med enorm kærlighed og forståelse for dig selv, at tillade dig at se. Se, at alting i bund og grund er en higen efter at være elsket ubetinget.

Se, at den relation, hvor du er elsket ubetinget, er en, du skal finde i dig selv som en relation til dit eget inderste, til Gud, til Mesteren eller hvad du ønsker at kalde det.

I oplevelsen af at være elsket ubetinget bliver du den modne voksne, der kan give kærligheden videre. Dermed sætter du dig selv, dine børn og dine relationer fri.

SYMBOLET I BRYLLUPPET

Helt symbolsk vil den modne voksne give barnet over til dets egen Indre Mester. Altså faderen (primære omsorgspersoner) fører bruden (barnet uanset køn) til alters, hvor barnet vies til at sig selv. Barnet overgiver sig til den nye relation (gommen), som er dets egen Indre Mester.

Det er symbolet på at barnet nu er frit, elsket og helt i sig selv.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *