Livets dybeste mulighed

Jeg var ude og gå en tur i dag, da jeg pludselig blev overvældet af minder fra min barndom.

Jeg huskede solen, der brændte på mine underarme, når jeg sad på den gynge, min far havde bygget. Jeg genkaldte lyden af en plæneklipper og en pludselig latter fra naboens terrasse. Duften af nyslået græs der blandede sig med syrenernes sødme.

Uendelige sommerdage, der blev brugt på at lege opdagelsesrejsende og spille rundbold. 

Jeg stoppede op og mærkede efter. Hvorfor disse minder?

En forandret energi

Det slog mig, at byens energi er totalt forandret. Der ligger stadig en sky af angst og frustration ind over hustagene, men som noget nyt, er der en ro, som jeg ikke har mærket siden dengang, hvor alt lukkede lørdag kl 14 og efterlod mennesker til sig selv og de gøremål, der hørte sig de uendelige og dovne søndage til.

Det var simpelthen den nye ro, der havde vækket minderne, og jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv.

På en måde bekræftede det mig i det, jeg har erfaret i mig selv og i de muligheder vi mennesker rummer.

Der er rigtig mange årsager til, at Coronavirus ikke er ønskværdig, og jeg ønsker på ingen måder at anfægte dens alvor. Blot kan jeg igen konstatere, at der i ethvert mørke ligger en enorm gave begravet. 

Afmagt

Mine tanker blev afbrudt af en far, der råbte af sin toårige søn. Faren var dybt frustreret og truede drengen med at gå fra ham, hvis han ikke kom nu. Den lille dreng græd og græd, mens faren i vrede forsvandt længere og længer væk.

En kvinde råbte noget af manden, men det så bare ud til at forværre hans frustration.

Faren var nu nået så langt væk, at drengen ikke længere kunne se ham, og jeg kunne ikke lade være med at gå hen til ham, for i det mindste at lade ham vide, at hans far ville komme tilbage lige om lidt. Jeg kunne på ingen måder trøste ham, blot være der med ham, i hans angst. 

Da faren kom tilbage, snappede han den grædende dreng op fra jorden uden at se på ham. “Ja, det har godt nok været en for lang tur for ham her”, sagde han mod mig, og vendte sig rundt med den grædende dreng under armen.

For hvem?, tænkte jeg i mit stille sind. Hvem er det der ikke kan mere? Jeg bad i mit indre for, at faren måtte indse, at det var ham, der havde nået en grænse. 

Gaven i mørket

Det var som om, at tankerne om den gave, der gemmer sig i mørket, blev til virkelighed lige der, for var det ikke netop det, der var pointen?

Mange mennesker er pressede i disse dage, hvor både børn, hjemmearbejde og indskrænket bevægelsesfrihed skal håndteres. Hvordan vi vælger at bruge det pres, er op til den enkelte. 

Det er tydeligt for mig, at der nu er en mulighed for at mærke, hvad det høje tempo vi til daglig bevæger os i, gør ved vores kroppe, vores sind og vores relationer. 

For nogen er det fyldt med ubehag, at vi har måtte sætte farten ned og er begrænsede. For andre er det ekstremt svært at være sammen med ungerne 24/7, og for andre igen bliver ensomheden uudholdelig. 

Kan der overhovedet være en gave i det? 

Min påstand er, at det kan der. 

Når overbevisningerne hæmmer

Når vi som manden her desuden når den grænse, hvor frustrationen i den grad går ud over vores adfærd, så har vi en større mulighed end nogen sinde før, for at få øje på vores eget mørke og vælge at ændre det. 

Jeg kendte ikke manden. Men jeg tror han var et godt eksempel på, at livet hele tiden viser os, hvad der fungerer og hvad der ikke gør.

Jeg spekulerer på, hvilke tanker og overbevisninger der gjorde, at lige denne far var så presset. Mon han prøvede at opretholde en fuld arbejdsdag med to unger i huset? Mon han havde mistet penge? Mon han var uvenner med sin kone? 

Årsagerne til en korte lunte kan være utallige, men vil altid bunde i en ide om, at tingene skal være anderledes end de er og muligheden for at se det, og slippe den overbevisning der pressede så meget, var enorm for den far lige der. 

Tænk hvis han stoppede op og så, at han ikke kunne passe ordentligt på sig selv, og dermed ikke kunne passe ordentligt på sit barn, så længe han var fanget i sit sinds fortællinger?

Jeg tror på, at I hjertet ønsker vi alle at være der for vores børn, når de har brug for os.

Tænk, hvis alle de mennesker, der nu bliver pressede opdager, hvad det er for overbevisninger, der presser dem. 

I en tid, hvor alle mennesker har vilkår, der er ualmindelige og ekstreme, hvem er det så, der bliver pressede? Hvad kendetegner dem? Hvad er det for fortællinger, de tror på? 

En ny mulighed

Coronavirus er dybt alvorlig og der er mange grunde til, at folk bliver pressede lige nu. 

Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi lige nu også har fået en ekstrem og kollektiv mulighed for at vågne op til den erkendelse, at det er tid til at bevæge os i nye retninger. 

Folk får mulighed for at se, hvad konsekvensen af vores almindelige livsstil er – ikke som en fjern og uhåndgribelig trussel i form af klimaforandringer, men som en direkte smag af afmagt, der er krøbet med helt ind i vores stuer og hjerter. Dermed får vi også en langt mere konkret mulighed for at vælge noget andet.

Der har allerede her i årene før Coronavirussen været en ekstrem energi ind gennem verdenen, der har vækket mennesker til at se og forstå det uholdbare i en levemåde, baseret på produktion, vækst og enkeltindivider. Nu bliver den mulighed forstærket tusindvis af gange.

Det afspejles allerede i utallige tiltag. Frivillige der ønsker at hjælpe, sammenhold, håndsrækninger og fællesskaber dannet med henblik på at hjælpe hinanden osv.

Det er dybt alvorligt, og det er dybt, dybt smukt.

For alle mennesker er det mit ønske, at vi med modet til at ændre os, må se os selv i øjnene, med mildhed, tilgivelse og forståelse.

At vi må bruge den mulighed som livet altid, og i særlig høj grad nu, bringer enhver, der måtte ønske det.

Det er muligheden for at se livet som det virkeligt er. Det er muligheden for at erkende din egen uendelige natur og i det blive i stand til at træffe valg fra hjertet. 

For én, en mulighed for at vende rundt og tage sin dreng op og trøste ham.

For en anden, en mulighed for noget andet.

Det er vores valg og vores mulighed.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *