Længsel

I opdagelsen af min egen inderste sandhed har længslen været en trofast følgesvend.

Den Guddommelige kraft, som gennemstrømmer alt, som er alt, og som favner alt, er en fuldt bevidst og uendelig kærlig kraft. Den kærlighed er blevet mit livs eneste formål. Jeg må igen og igen sande, at jeg kaldes dybere, at jeg længes dybere og kun ønsker at forene mig ultimativ med den kraft.

Gudskraften er en kraft, der opsluger alt. Alle dogmer, alle historier, alle fortællinger om “jeg” må brænde op i den inderste ild. Til tider har det være voldsomt og til tider som en stille tone i baggrunden af det store ocean, hvori jeg er druknet.

Længslen er insisterende og kalder mig dybere. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har vidst, om jeg var blevet skør eller ej. Kun mantraet har holdt mig balancerende på den knivskarpe væg, jeg har gået på. 

Det har været en del af min proces at skrive om de følelser og oplevelser, der har været forbundet med realiseringen, og jeg deler her en lille tekst, jeg har skrevet i forbindelse med oplevelsen af dyb længsel.

“Længsel

Her, fra midten af mig selv. Fra midten af Guds hjerte, mærker jeg længslens kalden.

Jeg mærker, at jeg kaldes dybere ind i den inderste sandhed, ind i det jeg er. 

Kærligheden er sønderrivende og voldsom. Den fortrænger alle andre behov.

Gud. Må jeg fortæres i Dig. Må jeg opløses i Dig.

Der er ingen vej at gå, der er ingenting at gøre. Kun overgivelsen bringer kortvarig lindring.

Kærligheden er så insisterende, at jeg er ved at sprænges. Jeg kan ikke være i min krop. Lejlighedens vægge strammer om mit sind. Rammerne må sprænges. Alt må væk.

Forsvinder jeg? Det betyder intet. Kaldet er så voldsomt. Ilden fortærer min angst. 

“Kom her, opløs mig. Lad mig fortære alt, hvad jeg er, så jeg kan møde mig selv i mit inderste”, hviskes det i mit hjerte. Jeg er lydhør. “Ja! Ja! JA!” skriger jeg. Hov, sagde jeg det højt?

Det betyder intet. Tag mig med.

Jeg er her! Jeg vil med! 

Jeg er på vanviddets rand. Jeg mærker ikke, at skellet udviskes, og jeg bevæger mig over den hårfine grænse. Opdager først senere, at jeg har været taget af vanviddets hænder. 

Gudsoceanet, altopslugende og uendeligt. Det kræver øvelse at svømme frit. Jeg basker med armene og kæmper for luft, men jeg står ikke til at redde. Havet fortærer mig og opløser alt, som var.

Guds kald runger som et ekko i livets katedral. Levende, frit og altfortærende. Mennesket er rystet, ja rædselsslagen til tider, men sjælen jubler. 

Nu helbredes alt.”

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *